Vi kan konstatere at der ikke er mangel på talent, ideer eller kompetencer i Danmark. Der hvor problemerne primært opstår er i forbindelse med kommercialisering af vidensbaseret produkter, populært kaldet the valley of death,  og kan opdeles i en række hovedproblemer:

• Meget lille hjemmemarked
• Ringe eller ingen adgang til risikovillig kapital
• Mange møder – få beslutninger
• Forkert iværksætterkultur – for stærk fokus på risiko og fejl

Dette betyder:

• At der ikke eksisterer privat venture i Danmark af nogen betydning. Der er så at sige intet “marked” for ideer.
• Gode ideer bliver sjældent omsat i virksomheder og de bliver endnu sjældnere omsat i internationale successer.
• Ingen danske IT eller Biotekselskaber på Nasdaq.

Der er meget der tyder på at dette ikke kun er en dansk udfordring, men en europæisk.

Det danske økosystem er præget af en klientgørelse af iværksætteren hvor man går til “audition” i et system med sparsom kapital, som ikke er centreret om iværksætteren. Der er i høj grad tale om et system hvor iværksætteren er i periferien.

I og med at der gennemføres et så relativ begrænset antal aftaler i Danmark er fokus præget af at entreprenøren skal skrive forretningsplaner og der er stærk fokus på risiko. De forskellige offentlige seed kapital fonde får penge for at gennemgå en iværksætters forretningsplan, som kompensation for deres medgåede tid.

Det skaber for iværksætteren en falsk forhåbning om at ideen faktisk er værd at forfølge, det skaber med andre ord et “falsk” marked for ideer.

I Silicon Valley, som med opland tæller omkring 3 millioner mennesker, har man, efter 50 år, haft held med at opbygge et økosystem baseret på fortrinsvis privat kapital, som sætter iværksætteren i centrum.

I tæt samspil med blandt andet Stanford har Silicon Valley været igennem 8-9 teknologiske cyklusser, hvor de hver gang har været eller er blevet global førende.

Det er først og fremmest adgangen til kapital samt det store amerikanske hjemmemarked, der er forudsætningen for at Silicon Valley er lykkedes med at etablere et selvkørende finansielt økosystem, som kan tage risiko i en skala som overgår de fleste nationers evne.

Men eksistensen af mange forskellige typer reel kapital gør også at der findes mange veje til kapital. Business Angels, super angels og masser af Venture fonde.

Adgangen til rådgivning af globalt førende rådgivere, eksempelvis advokatbureauet DLA Piper, på no-cure no-pay basis, giver iværksættere i Silicon Valley et uvurderligt forspring.

Også bankerne spiller en anden og central rolle i rejsning af kapital. I Danmark spiller bankerne ikke længere nogen rolle for finansiering af opstartsvirksomheder. Ihvertfald ikke i nævneværdig grad. Det er primært kun som formidler af realkreditlån eller anden personlig kaution. Dette system gør at Danmark – qua sin konkurslovgivning – ofte kvæler iværksætteren inden man er igennem sin mesterlære. Typisk kan det kræve et par konkurser at lære at drive virksomheder. I USA er det at gå konkurs – eller ikke at lykkedes med et venture – et tegn på erfaring, og ses som et plus.

I USA vil man gerne se iværksætteren overstrække sine evner og overskride sig selv for i sidste ende at skabe verdensklasse produkter.

I Danmark er det modsat. Der er det forbundet med skam og personlig ruin. Dette hænger i høj grad sammen med at økosystemet ikke er selvbærende og derfor ikke kan bære den risikoligning der er forbundet med iværksætteri.

Bankerne i Silicon Valley spiller en rolle meget tidligere i en iværksætters liv. Der er funding af kassekreditter på businessplan niveau, og senere er der ikke blot fakturabelåning men også leveraging af dine kapitalmuligheder når du får fat i væksten.

Disse skaleringsprocesser er i Danmark meget vanskelige og sjældent noget kun én bank tager sig af. Vi har masser eksempler på store virksomheder der ikke har kunnet låne tidligt i deres vækstforløb, eksempelvis Jysk/Lars Larsen, selvom der var både proof of concept og proof of business.

Når bankerne i Silicon Valley kan tage den risiko er det fordi at iværksætteri er en del af deres DNA. De tjener pengene hjem når virksomhederne er modne og de kan tilbyde dem corporate finance etc.

Det er ikke fordi USA er bedre end Danmark, eller fordi danske banker driver dårligere forretninger end amerikanske. Det er fordi det amerikanske økosystem er selvbærende og derfor har indkalkuleret risikoen i ligningen.

Dette betyder ikke kun at Silicon Valley laver flere aftaler per indbygger, eller per iværksætter for det gør de med mangfoldige multipler. Det betyder også at den gennemsnitlige aftale på seed niveau i USA ligger på mellem 2,2 til 2,8 millioner USD. I Danmark ligger samme seed finansiering på 1,8 millioner Danske Kroner. Men jeg vil da egentligt godt stille spørgsmål om vi overhovedet har et ordentligt seed markedet. I Danmark funder vi tidligst ved early stage (proof of business) og her går Silicon Valley igennem loftet med et gennemsnitlig deal value på 4,8-6,4 millioner dollar. Og ja. Size matters!

Hvad kan vi gøre?

Dobbeltnotering på amerikanske børser som normen?

Danmark har ikke de muligheder for på samme måde at forfine samarbejdet mellem universiteter og privat kapital af ovenstående grunde. Derfor må vi kigge på hvilke andre nationer der med held og i samarbejde med Silicon Valley har kombineret høj viden med tiltrækning af kapital og skabelse af mange nye virksomheder og arbejdspladser.

Et land springer i øjnene. Israel.

De har formået at rulle endog temmeligt mange israelske virksomheder på den amerikanske børs. Det skyldes ikke kun stærke historiske bånd mellem de 2 lande. Det skyldes en bevidst opbygning af en iværksætterproces, hvor dobbelt notering af selskaberne er noget naturligt. Det gør at mange både er børsnoteret i Israel og i USA og dermed har adgang til 2 kapitalmarkeder.

Det er værd at se på om Danmark kan lære noget af den israelske tilgang til dobbeltnoteringer og på den måde fremskaffe mere risikovillig kapital til danske ideer.

I 2013 og 2014 har vi set en tendens til at danske biotek firmaer er blevet noteret i Norge, så der er på den front udvikling i perspektivet hos danske virksomheder. Desværre har resultaterne, blandt andet for Serendex, noteret i juli 2014, været alt andet end prangende. Atlantic Petroleum norske IPO har heller ikke været en succes endnu.

Hvis vi skal have et pulserende dansk erhvervsliv med mange startups herhjemme er København bestemt en interessant by, fordi den på mange måder virker. Der er velfungerende infrastruktur, verdensklasse mad, tryghed og godt miljø og der er et universitet der virkeligt har potentiale. Men det kræver meget mere dealflow end det vi har idag, og meget mere kapital.

Det er denne udfordring som politikerne skal løse. Og det kræver også et skift i mentalitet, som jeg heldigvis har registreret blandt de unge iværksættere, nu skal institutionerne så følge trop. Tak.

Mr. Li har været på besøg i europa. Og for dem af jer der ikke kender Mr. Li så er han sandsynligvis Kinas kommende præsident.

Han var ikke på høfligheds visit. Han var kommet til Europa for at love os at købe statsobligationer og ikke mindst at købe vores virksomheder. Det ville
han godt. Kina gavnes nemlig selv af det, fordi de lever af eksport. Og Europa aftager 25% af deres varer. Så vi er gode venner af huset. De
europæiske ledere og sikkert også de danske ledere er glade. Missionen udført. Vores gældsfinansierede tilværelse kan fortsætte lidt endnu.

Men der er en dybere bagside. Obligationer kommer med en rente der skal betales. Virksomhedsopkøb er salg af aktiver, værdier skabt gennem årtier. De virksomheder kommer ikke igen lige med det samme.

I Danmark slås vi med et trist sammenfald af politikere uden kontakt med erhvervslivet og en ringe, nærmest umulig, konkurrenceevne. Kombinationen af høje lønninger, fordyrende produktionsomkostninger gør det umuligt at producere i Danmark.

Det har mange politikere indset for længst. Og til den omstændighed opfundet videnssamfundet som 10-20 år siden var den store åbenbaring. Vi skulle leve af vores viden. Den sørgelige sandhed er, at det kan vi heller ikke. Vi er ikke konkurrencedygtige på viden længere af en række grunde som det nok fører for vidt at komme ind på her. Men Novo Nordisk hyrer altså kinesiske phd ‘ ere til deres forskning, fordi de er mere dedikerede, bedre uddannede, arbejder længere og skal have lavere løn. Svær ligning at slå skulle jeg mene. Ligningen er så svær for danske virksomheder at vi har mistet 200.000 produktionsarbejdspladser over de sidste 3 år. Skal vi tage den igen? 200.000 ud af hvor mange? 800.000. Måske en million. Det er ikke en recession. Det er en revolution. Det er simpelthen et nyt 1864. Og politikerne herunder et såkaldt visionsudvalg havde det samme svar som virkede for 150 år siden. Hvad udad tabes skal indad vindes. Så minsandten om politikerne ikke er begyndt at tale om konkurrence istedet for konkurrence evne! Altså i betydningen at den offentlige sektor skal slankes ved at man udbyder ydelser i konkurrence med private. Bevares under andre omstændigheder ganske udemærket at tale om, selvom erfaringerne langt fra er entydige.

Men ville det ikke være sjovere at gøre kagen større ? At have visioner for flere arbejdspladser? At gøre Danske virksomheder
konkurrence dygtige både i pris, viden og innovation.

Og til dem af jer der nu siger hør nu. Vi kan aldrig konkurrere på løn, så er mit svar: det kan vi meget vel blive nødt til om føje år. For vi kan ikke leve af skatter alene. Vi kan ikke have velfærd uden indtægt.

Vi skal leve af innovation. Jo tak. Men meget innovation kommer fra produktionsvirksomhederne. Det sker som oftest i en spinoff proces via erfarne produktionsfolk. Og hvor skal hovedparten af den innovation så komme fra når den ikke længere kommer fra de nu lukkede produktionsvirksomheder. Universiteterne? Tja det er en mulighed. Biotek har ikke været den succes det blev spået hverken på arbejdspladser eller for investorerne. Har vi en stærk nok selvstændighedskultur? Har vi nok ægte entreprenørånd på universiteterne? Nu er det nogle år siden jeg blev kandidat men jeg mener at kunne erindre en stærk selvstændighedskultur som udmøntede sig i individualisme, ikke i arbejdspladser. I særprægede rejser, ikke særprægede produkter.

Jeg kunne blive ved. Og inde på ProInvestor hvor private investorer mødes og drøfter investeringer i mange danske børsnoterede virksomheder er vi faktisk lidt i oprør.

For kløften mellem politikere og erhvervsliv er blevet surrealistisk. Det er som om alle politikere lever på planet Djøf. Og det er altså en hel anden blå planet. Og hvor efterlader det så os andre? Jo faktisk med flere svar end spørgsmål. Ja jeg sagde flere svar end spørgsmål. Hvornår tør nogen stille spørgsmålet “Hvad skal Danmark leve af om 3 år, 5 år eller 10 år?”

Og vigtigere: hvornår har nogen mod til at høre svaret?

Vi har brug for en statsminister der viser vejen. Ikke ved at stille spørgsmål men ved at give det åbenlyse svar. Hvordan skal Danmark være konkurrencedygtige med verdens højeste skat på arbejde, der tvinger lønningerne urealistisk op. Svaret er at det kan vi ikke og det bliver vi ikke. Så videnstunge og innovative er vi slet ikke. Slet ikke. Afgiftssystemet kan være en god måde at omlægge vores produktion til fremtidens produktion indenfor affaldshåndtering, grøn energi og hvid biotek. Afgiftssystemet er en fantastisk katalysator for forandring, så lad os bruge det. Hårdere afgifter på det der skader os, mindre afgift på det der hjælper herunder skaffer os arbejdspladser. Vi har brug for politikere der kan tænke erhvervsliv, der kan tænke helheder. Døde den sidste med Svend Auken? Politkerne vil have værdikamp. Behold den. Det Danmark har brug for er værditilvækstkamp.

Churchill sagde engang hvis man løber fra problemet så fordobles det, hvis man ser det i øjnene halveres det.

Hvis ikke vi ser det i øjnene så står vi midt i et økonomisk 1864.

Visionen for ProInvestor var at skabe et aktieforum der sætter kvalitetsindhold, valgfrihed og netværk i højsædet. Målet var at skabe en global platform for aktiedebat, hvor man på tværs af grænser deler viden og dyrker sin passion for investeringer.

Efter mange års erfaring med webudvikling har vi erfaret, at det handler om at skabe koncepter som brugerne er med til at teste og videreudvikle.

En anden drivende tilgang bag Proinvestor var forståelsen af, at det er kvaliteten af det brugerskabte indhold der i sidste ende ville give os vores konkurrencemæssige fordel.

Denne erfaring og tilgang betød flere ting for et koncept. For det første at man er villig til at sætte sit produkt til diskussion blandt brugerne, og for det andet at man er villig til at foretage de ændringer som brugerne ønsker.

Konceptet fik en del opmærksomhed i skandinavien, her i Norge,  og er idag en fast del af den danske privat investors hverdag.

Eksternt Link