Flair for Fejl?

Jeg har igennem årene mødt mange iværksættere og har også selv været en aktiv del af IT-væksthuset på Københavns Universitet, hvor jeg var den første til at åbne virksomhed øverst oppe på 5te sal i 2003. Jeg var også med til at lukke IT-væksthuset 9 år og 3 startups senere, hvor jeg med en vis stolthed kan konstatere at 2 virksomheder stadig kører.

Igennem den periode har jeg set mange, rigtigt dygtige iværksættere komme og gå. Hårdt arbejdende, begavede kvinder og mænd. Jeg har set dem knokle ud til de små timer. og jeg har set dem gøre det i endeløse måneder, i weekender og på helligdage. Vi har i fredagsbaren fejret både sejre og lagt nederlag i seng og vi har udtænkt store ideer der aldrig blev til noget.

Men jeg har også set dem miste pusten efter 6 måneder. Og jeg har fulgt dem i den efterfølgende tid mens de forsøgte at håndtere den modgang det er at få presset et nyt produkt ind på et nyt marked. Det er tit forbundet med så stort psykisk stress, at det afsætter sig fysisk i personen.

Man kan næsten altid se på folk når deres virksomhed går dårligt. Så meget arbejde spildt. Så megen indsats for ingen nytte. Det er svært at skjule. Og det tager hårdt på iværksætteren som en nylig artikel i The Guardian beskrev som skyggesiden i Silicon Valley. (læs den her).

At kalde det en skyggeside er imidlertid kontrafaktuelt. For at fejle i et venture er faktisk mere reglen end undtagelsen. Innovation og entrepreneurship er en fejlkultur. Det er en rejse i fejl. Og en øvelse i hvordan man tackler de fejl og kommer videre. 3 ud af 4 startups lykkes ikke. Ikke i Danmark. Ikke i USA. Statistikken viser konsekvent at efter 4 år er 50% af virksomhederne ikke længere i drift. Den ligning er der nok ikke meget at gøre ved, selvom det sikkert frister politikere med gartnerstat abstinenser. Men selvom det specifikke venture fejler, ønsker vi stadig – som samfund – at den enkelte iværksætter fortsætter med nye virksomheder. Nu har vedkommende erfaringen og ved hvilke fejl han ikke skal begå. Det er nu at chancen for succes er højere. Men af forskellige grunde sker det ikke i Danmark som i andre lande. Mange danskere stopper sit iværksætteri efter venture nummer 1. Årsagerne er mange. Og det er et stort problem for Danmark fordi vi nu forstår at det er små og mellemstore innovative firmaer der skal være med til at drive væksten i arbejdspladser. Iværksætterne er blevet dobbelt vigtige fordi de danske multinationale firmaer i stor stil udflytter både produktion, salg og research til udlandet.

Skamfuldt at fejle

Når nu vi ved at fejlen i iværksætteri er hyppig, hvorfor er der så ikke flere der taler om at fejle? Det er faktisk et rigtigt godt spørgsmål og jeg kan give et par bud.

Vi lever i en accelereret medieskabt virkelighed, hvor der er enorm fokus på succes. Og det er den slags succes der måles relativt simpelt – i penge, eksponering og udseende. Når man lever i et samfund hvor det at være “på”, i sig selv, er et tegn på succes, så er det forståeligt at det hårde arbejde og håndværk nødvendigvis må leve i skyggen. Det greb om succes bliver kun forstærket af at medierne lever af at skabe umiddelbar identifikation til så mange som muligt.

“Jeg kunne være ham” er uendeligt lettere at forholde sig til, hvis den eneste indsats er reduceret til at have en bestemt stil eller have siddet i et hus med rullende kameraer i 24 timer. Det kan enhver. Og det kan du også. Det er sværere at identificere sig med 80-100 timers arbejdsuge i 5-7 år, hvor man løber foran en lavine af ophobede problemer. På den front er iværksætteri råt usexet tv og meget lidt anbefalelsesværdig. De 10.000 timers træning på alt højere niveau er jo ikke noget man lige kan gøre fra sofahjørnet.

I Europa taler man stadig om at USA er meget optaget af succes, mere end vi skulle være, og det er måske på lange stræk rigtigt. Men de er også mere optaget af at tale om de fejl de har begået på vejen. Hvordan man så at sige er endt som en succes, og det går som regel gennem mange fejl, selv de helt banale. I  Silicon Valley taler man meget om fejl. Man taler åbent om sine forrige fejlgreb og konkurser. Og det kan man roligt gøre for her vil investorene helst investere i en iværksætter der er gået konkurs et par gange. Det viser nemlig to ting. At iværksætteren har “overstrakt sig” og at han har haft mulighed for at lære af det og gøre det bedre. At overstrække er vigtigt, fordi det er de evner der skal til for at skabe verdensklasse produkter. Verdensmesteren i at overstrække må være Steve Jobs, som på utallige måder, udfordrede sit team til at præstere det ypperste. Og skal Danmark med sit høje niveau for produktionsomkostninger levere ypperlige produkter i verdensklasse er “overstrækning” en del af den ligning.

Der er en række glimrende podcast fra Stanford University som er anbefalelsesværdige også fordi det er befriende at høre folk der senere fik stor succes stå med håret i postkassen på de mest basale måder tænkbart. Du kan finde en liste over dem her. En af historierne handler om hvordan man i softwarens barndom havde landet Microsoft på noget serverteknologi. En chefprogrammør fra Microsoft klagede over at når han trykkede på en særlig knap så crashede systemet. Svaret han fik, var at det var skam rigtigt, (underforstået at det var “By Design”, hvilket det naturligvis ikke var) og at hvis Microsoft ikke ønskede systemet skulle crashe, så var det en feature request. (underforstået en udviklingsopgave der kostede penge). Ustyrligt morsomt hvis man har været i branchen, og et stilstudie i håndtering af fejl på et blue ocean marked.

Det er vigtigt at ovenstående ikke misforstås. Selvfølgelig er fejlen ikke et mål. Men det bør accepteres som en naturlig følge af at lave noget nyt. Og det er kontraproduktivt for vores samfund at vi ikke får det mere frem i vores kultur, at det er ok at satse, at det er ok at fejle, så længe man lærer af det og så længe man rejser sig op igen. På den måde har entrepreneurship egentligt mere et skæbnesfælleskab med forskning og kunst end med management. Og det kræver helt særlige kompentencer og en til tider enestående tykhudethed at stå det igennem. Derfor ser man tit at dem der lykkes, er dem der ikke giver op, trods stor modstand og igennem flere fiaskoer. Edison skulle igennem næsten 10.000 prototyper før pæren virkede, og som han sagde: “Jeg fejlede ikke, jeg fandt bare ud af 10.000 måder det ikke virkede på”. Og for en senere entreprenør, Dyson, tog det over 5.000 prototyper at nå frem til hans poseløse støvsuger, som ikke kun førte til et milliard imperium, men også en adelstitel. Hvornår ville du have givet op?

Også store firmaer fejler

At få en lancering galt i halsen er ikke kun noget som iværksættere oplever. Produktlanceringer fra store firmaer fejler også i stor stil og bliver trukket tilbage. Fra brombær-vingummi youghurt til biler med seksuelt suggestive undertoner på udenlandske markeder, så hører det også her til almindelighederne at man går galt i byen. Herhjemme kender vi det fra f.eks. børsnoterede Genmab der i 2010 købte en fabrik i USA for over en milliard danske kroner, for kun, 2 år senere, at sælge den for 50 millioner da den alligevel ikke skulle producere noget. GN Store Nords køb af et fransk ingeniørselskab, Photonetics, til +7 milliarder, solgte de få år senere for 0 kroner + 200 millioner i gældssanering. En aktie i GN var også en aktie i GN Nettest som det blev markedsført. Jo tak. Vel nok en af erhvervshistoriens dårligste handler. Eller hvad med Amerikanske Dendreon der fik godkendt en sjælden måde at behandle cancer på, som kræver blodtransfusioner, hvilket betød store og underestimerede udgifter til produktionen. Noget man først fandt ud af da produktionen trådte i kraft. For ikke at tale om de utallige fejlberegninger og fejlinvesteringer, som førte til finansmarkedernes kollaps i 2007. D/S Torm, et af danmarks ældste rederier, som lånsatte sig ud af magten i sit eget firma, for at blive overtaget af bankerne, ligesom H+H blev det.

Alle ovenstående beslutninger har været fejl, som man ret beset havde kunnet undgå, men det kan man jo altid se i bagklogskabens klare lys. Både GN og Genmab børskurs steg ved annonceringen af respektive “deals”.

Pointen er at det (forhåbentligt) var helt legitime og vel gennembearbejdede businesscases, som fejlede, næsten umiddelbart efter man kom på markedet, og i Dendreons tilfælde endda før. Foretaget af virksomheder som i nogle tilfælde har været over 100 år på markedet, kender til sine distributører, sælgere og kunder og har masser af topprofessionelle og specialiserede folk i stabsfunktioner. Sæt det op mod en enlig iværksætter der både produktudvikler, sælger, bogfører og leder og fordeler arbejdet. Selvfølgelig går det galt. Og det er kun gennem iværksætterens nærmest heroiske indsats at det går godt.

Nulfejlskulturen og tabet af praksis

Med der er også en anden grund til at det er svært for iværksætterperspektivet I Danmark. Den offentlige sektor er arbejdsgiver for flertallet af danskere idag. Og den er  – og skal være –  gennemsyret af en forvaltningskultur hvor man administrerer efter reglerne. Det er en udpræget nul-fejls kultur. Det har forvaltningen altid været og det skal den vedblive med at være for at opfylde kriterierne for legalitet, habilitet og lige behandling. I forvaltningen administrerer man efter de regler og visioner som politikerne udstikker. I hvertfald ideelt set. Men desværre har også politik udviklet sig til en nul-fejls kultur, hvor små ubetydelige sager om bilag, personlig livsførelse og skattesager ryger ind på en klar førsteplads som dagsordensættende i en selvfødende 24 timers nyhedsmaskine, og dette i langt højere grad end før. Det siger alt om moderne politik at Lars Løkkes bilagssag udløser en ekstraordinær kongres i Venstre, mens salget af DONG, som på alle mulige måder, er meget mere dybt betænkeligt for det danske folkestyre, ikke udløser noget som helst. Derfor vil politikere meget nødigt begå fejl, fordi selv banale enkeltssager kan ødelægge en ellers lovende karriere på højeste niveau. Derfor er newsspeak også så udbredt, for hellere ikke svare på et spørgsmål, end at svare forkert. Man forstår dem godt.

Men dem der ikke tør fejle, tør sjældent handle. Derfor mister vi i mange sammenhænge, også udenfor iværksætteriet, praksis og erfaring med at starte op. Det bliver tit ved snakken. Desværre.

Nul-fejls kulturen er svært forenelig med det at være iværksætter og i takt med at vi bliver flere og flere der dannes i nulfejl, så bliver det håndværk det er at lave fejl, håndtere dem og komme videre  sjældnere og sjældnere. Derfor taler vi også om innovation, uddannelse og kompetencer på den forkerte måde. Vi tror vi kan uddanne folk i at begå færre fejl. Men pointen er jo netop at vi skal give dem kompetencerne til at turde fejle, og værktøjerne til at komme videre.

Konkurslovgivningen er et håndfast eksempel på hvordan vores kulturelle forhold til fejlen er rodfæstet juridisk igennem systemet. Her tænker jeg på den personlige konkurs, ikke på den virksomhedsmæssige, som jo af gode grunde er begrænset til den indskudte kapital. Og det er jo netop et af de forhold der gør overstrækning umuligt. Måske er de dygtigste folk netop dem hvis erfaring vi idag holder udenfor. Igen er det vigtigt at understrege at det ikke er et mål at gå konkurs, men det skal ses som et eksempel på overstrækning. Herhjemme tror jeg de fleste forbinder det med fiasko, det ved jeg ihvertfald fra dem jeg kender som er gået konkurs.

Konklusionen er at Fejlen er en del af det at starte noget nyt. Det bør ikke være et tabu eller forbundet med skam. Da vi er ved at miste dannelse i at lave virksomheder, må vi der har erfaringen sige det som det er. Man skal have flair for fejl for at lykkes.

I en senere artikel vil jeg skrive om hvordan man imødegår fejl. Og med erfaring og hårdt arbejde kan lære at fejle hurtigere.